Fastgørelser er de bevægelige dele af et tøj. Næsten alt andet er ordnet, når det først er syet. En lynlås, en knap, et snuptag, et snøre og en elastisk linning bevæger sig, hver gang tøjet bæres, vasket og tørret.
Det nyttige ved fastgørelsesfejl er, at de ikke er tilfældige. Hver type fejler på et lille antal forudsigelige måder. Hver af disse måder kan normalt forhindres af noget, du skriver i specifikationen, før produktionen starter. Dette stykke gennemgår de fem almindelige funktionelle fastgørelser, hvad der egentlig går i stykker i hver, og hvad man skal skrive ned.
Lynlåse: skyderen svigter normalt før tænderne
En lynlås har fire dele, der betyder noget: det tape (den vævede strimmel den er bygget på), det kæde (tænderne eller spiralen), det skyderen, og den stopper i hver ende. Købere har en tendens til at skrive "zip” i teknologipakken og overlad resten til fabrikken. Hver af disse fire dele har sin egen fiasko.
De tre kædetyper opfører sig forskelligt under belastning
- Nylon spole. En kontinuerlig nylon monofilament oprullet og syet til tapen. Let og fleksibel, så den følger en buet søm uden at bekæmpe den. Det er også det mest tilgivende: hvis kæden tvinges fra hinanden under sidelæns belastning, spolen springer normalt tilbage og griber ind igen, når du kører skyderen over den igen.
- Formstøbt tand. Individuelle plastiktænder støbt på tapen. Stærkere end spole i en lige linje og meget bedre i snavs og grus. Men den er stiv, så den sidder ikke godt på en kurve, og en stresset tand bøjer sig ikke tilbage. Den revner eller knækker af, og lynlåsen er så færdig.
- Metal. Individuelle tænder fastspændt på tapen. Stærk, og det look, de fleste købere ønsker på denim og overtøj. Fejlen er fastspændingen: en tand, der trækkes sidelæns hårdt nok, løsner sig fra tapen og går af. En manglende tand betyder, at skyderen passerer mellemrummet, og lynlåsen åbnes bagved.
Den praktiske konsekvens er en designbeslutning, ikke en omkostningsbeslutning. En buet søm, en let kjole, en blød resortbeklædning — spole. En bærende frontåbning på et tungt tøj — støbt tand eller metal. At sætte en stiv støbt kæde på en buet åbning vil producere en lynlås, der kruser og en kunde, der synes, tøjet er dårligt lavet.
Hvorfor skydere holder op med at holde
Skyderen gør arbejdet. Dens to plader klemmer de to sider af kæden sammen, når den passerer, og hold dem i maske bag den. Over tusindvis af cyklusser slides slider-kroppen og breder sig langsomt. Når mellemrummet mellem dens plader er lidt for stort, det holder op med at trykke kæden helt lukket, og lynlåsen åbnes bag skyderen, mens selve skyderen stadig bevæger sig normalt.
Dette er den mest almindelige zip-klage, og det læses næsten altid af kunden som "lynlåsen knækkede". Intet gik i stykker. Skyderen holdt op med at gribe. Det er også derfor, at den billigste tilgængelige skyder på en ellers anstændig kæde er en falsk besparelse — den del, der først bliver slidt, er den del, der blev nedgraderet.
To andre skyderproblemer er værd at kende. Det træk hænger i en lille løkke kaldet kaution, som bøjer sig gennem den samme bøjning hver gang lynlåsen bruges og til sidst kan blive træt og knække — kæden er fin, men der er intet tilbage at holde. Og på belagte metalskydere, pletteringsspånerne med slid, som blotlægger bart metal, der derefter tærer og pletter tøjet omkring det.
An skyder til automatisk låsning har en lille pal, der falder ned i kæden, hver gang trækket slippes, så lynlåsen ikke kan krybe op under belastning. På enhver lukning, der bærer vægt eller sidder under spænding, mens den bæres, specificer det. En ikke-låsende skyder på en tætsiddende nederdel eller en jakkefront vil glide ned af sig selv, og beklædningen får skylden.
Adskillelse af lynlåse fejler i bunden
En adskillelse (åben ende) zip har en stift på den ene side og en holdeboks på den anden. Stiften falder ned i æsken, og æsken holder begge sider firkantet, mens skyderen starter. Hvis kassen revner, eller stiften bøjer, de to sider flugter ikke længere, og lynlåsen starter enten ikke eller deler sig fra bunden og opad. Dette kan ikke repareres i marken — hele lynlåsen skal ud. På enhver beklædningsgenstand med åben front, æsken og stiften skal være et specificeret kvalitetspunkt, ikke en eftertanke.
En bølget lynlås er et indstillingsproblem, ikke et zip-problem
En lynlås, der kruser langs dens længde, er som regel, at stoffet og tapen er uenige. Zip-tape er stabil og strækker sig næsten ikke. En blød viskose, en let rayon eller en bias-cut åbning strækker sig let under trykfoden. Stoffet føres lidt længere ind end tapen, og når trykket falder, sømmen bølger.
Det samme sker efter første vask, af en anden grund: en skal af bomuld eller hør krymper, og en polyestertape gør det ikke, så båndet nu har mere længde end det stof, det er syet til. Rettelsen i begge tilfælde er ved skærebordet — stabiliser lynlåsåbningen med en stribe lyssmelte eller stagtape, før lynlåsen sættes på, og sørg for, at stof og trim er testet for krympning sammen, ikke separat. Hvordan selve sømmen er syet er et særskilt emne, dækket andetsteds på denne side.
Angiv: kæde type (spole, støbt, metal); kæde størrelse, skrevet som branchenummeret — -en #3 kæden handler om 3 mm på tværs, -en #5 om 5 mm, -en #8 tungere igen; lukket ende eller adskillelse; automatisk lås eller fri skyder; tape farve og om det er farvet til at matche eller kontrast; skyder og træk finish; og, til metal, uanset om finishen er belagt eller solid. Bed om en forseglet lynlåsprøve og gem den.
Knapper: knappen går sjældent i stykker, vedhæftningen gør
Selve knapperne er normalt fine. Det, der fejler, er, hvordan de holdes fast, og hvordan de passerer gennem hullet.
EN skaft er stilken, der løfter knappen af stofoverfladen. Den er til for at give plads til det stoflag, der kommer op gennem knaphullet og sidder under knappen, når tøjet er spændt. Uden den frigang trækkes knappen hårdt mod stoffet, hver gang den er færdig, og al den kraft går ind i trådene, der holder den. På et skjortevægtstof er en flad gennemsyningsknap fin. På alt tykt — en frakke, en tung jakke, et quiltet eller polstret panel — enten brug en skaftknap, eller angiv, at den flade knap er fastgjort over et gevindskaft, som er en bevidst slap løkke af tråd, der gør det samme arbejde.
Vedhæftningsfejl har tre almindelige former. For få tråde passerer, så det lille antal tråde bærer hele belastningen og slider igennem. Ingen sikring i slutningen af vedhæftningen, så når en tråd er slidt, optrævler det hele, og knappen falder af intakt. Og en knap fastgjort gennem et enkelt lag let stof uden noget bagved, som slet ikke river tråden — det river stoffet i stykker, tager et hul med sig. På enhver knap under reel belastning, angiv en forstærkning bagved: et interlining-plaster, en støtteknap på en frakke, eller vedhæftning gennem en beklædning i stedet for et enkelt lag.
Knaphuller forårsage lige så mange klager som knapper. For stramt og kunden tvinger knappen igennem, som strækker hullet og til sidst flækker enden af det. For løst og beklædningsgenstanden gaber og knappen løsner sig selv. Arbejdsreglen er, at knaphulslængden er lig med knappens diameter plus knappens tykkelse; for en tynd flad knap, der kommer ud ved nogenlunde diameter plus ca 3 mm. En kuppel, dækket eller til/fra-knap har brug for mere. Knaphuller skal også skæres rent og deres ender sikres — en flosset ende vokser ved hver vask.
Angiv: knapstørrelse i ligne eller millimeter, materiale, skaft eller gennemsyning, tråd farve, antal trådgennemgange, hvilken forstærkning der sidder bag knappen, knaphulslængde og orientering, og — til knapper eller jeansknapper — at fastgørelsesmaskinens indstilling er bevist på den faktiske stoftykkelse. Hvis knappen er metal og vil røre huden, spørg trimleverandøren om deres nikkel-frigivelsestestresultat; flere markeder regulerer dette.
Trykknapper og trykknapper: fire dele, og kun en af dem er en fjeder
En trykknapp er fire stykker, der fungerer som to par. Det kasket og den stikkontakt lave den ene halvdel; det stolpe (eller øje) og den stud lave den anden. Hvert par presses sammen gennem stoffet med en presse, så stoffet klemmes mellem dem. Selve lukningen er fatningen, der griber fat i tappen, normalt ved en lille fjederring inde i fatningen.
Det giver to fuldstændig separate fiaskoer, og de har brug for forskellige rettelser.
- Lukningen mislykkes. Snappen åbnes af sig selv, eller åbner under let belastning. Fjederen i soklen er blevet åbnet og lukket nok gange til at miste sin spænding, eller var for svag til jobbet i første omgang. Til alt under reel belastning, spørg trimleverandøren om en stærkere aktionssokkel frem for standarden. En række svage trykknapper vil åbne sig, når brugeren sætter sig ned.
- Vedhæftningen mislykkes. Hele snapsen rives ud af stoffet, tager et hul med sig. Dette er et presserende og et stofproblem, ikke et snap problem. For lidt tryk, og de to halvdele låser aldrig sammen. For meget og stolpen knuses og skærer stoffibrene omkring den. Og et snapsæt gennem et enkelt lag let stof har næsten intet at holde fast i.
Snaps har altid brug for et fast underlag. Sæt dem gennem en forside, en stolpe eller et interlinet panel — aldrig gennem ét lag af et let stof alene. Presseindstillingen skal bevises på den rigtige konstruktion, i den rigtige tykkelse, før linjen starter, og kontrolleres igen, når stoffet eller mellemforet ændres.
Angiv: snap størrelse og type (ringfjeder, spids, eller en tungere stolpetype), styrken af socket handling, finishen, de nøjagtige lag den er sat igennem, og at der foretages et aftræk og en åbningskontrol på den forseglede prøve.
Trækledninger: de to fiaskoer handler begge om enderne
En snor er en snor, der løber gennem en kanal, med en åbning i hver ende. Dens problemer er næsten alle i enderne og ved kanalen, ikke i midten.
Ledningen forsvinder ind i kanalen. Kunden trækker den ene side, den anden ende forsvinder indeni, og den kan ikke skrues tilbage uden værktøj. Standardforebyggelsen er en bar tack gennem snoren og kanalen midt bag eller midt foran, som fikserer ledningens midtpunkt på plads og lader begge ender bevæge sig frit. En knude eller en støbt prop større end øjet gør det samme arbejde i hver ende. En af de to skal altid angives.
Ledningsenden flosser. En afskåret ledningsende trævler ud og vil derefter ikke passere gennem øjet. Enden afsluttes enten med en varmeforsegling, en krympet metal eller støbt spids, eller en dyppet og hærdet belægning. Alle virker; det vigtige er, at den færdige spids er smal nok til at passere øjet let og fast nok til ikke at blive blød og flækket. En varmeforseglet ende på en bomuldssnor er generelt den svageste mulighed, fordi bomuld ikke smelter rent.
Selve kanalen er en linje værd i specifikationerne. For smal og snoren binder og trækker ikke. For bred og den vrider sig, vender om på sig selv og bundter. Og hvis der bruges en bomuldssnor i en kanal, der ikke krymper i samme hastighed, ledningen kommer tilbage fra første vask relativt for kort eller for lang, og tøjet holder op med at lukke ordentligt — ledning og skal skal krympningstestes sammen. Hvis snoren er farvet, så den passer til tøjet, dens farveægthed skal kontrolleres med skallen, ikke på egen hånd.
Giv også ledningen en angivet længde. Den skal være lang nok til at kunne bindes komfortabelt med tøjet lukket i den største størrelse i serien, og kort nok til, at enderne ikke hænger under sømmen. This is one of the most common fit complaints on drawcord garments and it costs nothing to get right. Children’s garments have separate drawstring rules for safety reasons, dækket andetsteds på denne side; the notes here are about adult garments.
Angiv: cord construction and diameter, tip finish, cord length by size, eyelet or opening type, channel width, whether there is a bar tack or an end stopper, and colour matching.
Elastic: it does not break, it gives up
Elastic rarely snaps. It loses recovery — it still stretches, but it no longer pulls back, and the waistband or cuff goes slack. Two things cause that: the wrong elastic for the job, and damage during either sewing or wear.
Choosing the type
- Braided elastic narrows noticeably when it is stretched, and tends to roll inside a casing. It also loses recovery where a needle has pierced it. Brug den inde i et kabinet ved let arbejde, og undgå at sy direkte igennem det.
- Strikket elastik er blød, holder sin bredde, når den strækkes, og tåler meget bedre at blive syet igennem. Det er det sædvanlige valg, hvor elastikken sættes direkte på og vil sidde mod huden.
- Vævet elastik er den stærkeste. Den holder sin bredde, modstår at blive overstrakt, og holder formen bedst under belastning. Det er det rigtige valg til en linning, der bærer vægt.
Bemærk, at dette handler om trimningen, ikke stoffet. Hvordan et strikket skalstof vokser og kommer sig, er et separat spørgsmål med sine egne årsager, dækket andetsteds på denne side.
Hvordan elastikken bliver beskadiget
Ved symaskinen. Elastik, der trækkes hårdt, mens det sættes på, bliver træt, før tøjet overhovedet er færdigt. Det skal vedhæftes på et angivet, kontrolleret forlængelse, med trykfodstrykket indstillet, så foderet ikke strækker det yderligere. Hvor der skal sys elastik igennem, en afrundet nålespids skubber fibrene til side i stedet for at skære dem over — valg af nål og tråd er generelt dækket andre steder på denne side, men for elastik er denne ene detalje værd at nævne.
I slid og vask. Elastan mister sin genvinding permanent under varme, så varm vask, varm tørretumbling og varmpresning forkorter alle en linnings levetid. Klor angriber det, derfor bliver almindelig elastik i bade- eller strandtøjet hurtigt slap, og der findes klorbestandig elastik. Kropsolier, sved og stærke rengøringsmidler nedbryder det langsommere, men i samme retning. Langvarig sollys gør det også. Intet af dette er reversibelt: når fiberkemien er brudt sammen, no wash or treatment brings the recovery back.
Some of this is a care-label question rather than a construction one, but the choice of elastic should reflect where the garment will actually live. Badetøj and swim need chlorine-resistant elastic. A garment that will be tumble dried needs elastic that tolerates it.
Angiv: elastic type (braided, strikket eller vævet), bredde, the cut length or the extension ratio at which it is attached, how it is finished at the join, whether it is stitched through or enclosed, and chlorine resistance where the end use calls for it.
Three things that apply to every fastening
Approve the actual trim, not a description. A written specification tells the factory what to buy. A sealed, signed sample tells everyone what “correct” looks like when a substitution is proposed later. Keep both.
Test the fastening on the finished garment. A zip that works on a table can bind when it is set into a lined garment. A snap that holds on a scrap of shell fabric can tear out when the interlining changes. A wash test on the assembled garment catches shrinkage mismatch, colour transfer from a dyed cord or tape, and elastic that goes slack — none of which show up on the trim alone.
Say what happens when it fails. Fastenings are the parts most likely to need service. Name the slider, the snap and the button on the specification precisely enough that a replacement can be sourced, and consider supplying spare buttons with garments that carry distinctive ones.
If you are working on a garment where the fastening is doing real work and you want a view on what to specify, send us the design and the intended end use and we will go through it with you.
Udvikling af en dametøjskollektion? Se hvordan vi arbejder som en producent af dametøj i Indien.
Se B2B lookbooks → et glimt af vores seneste kollektioner. Anmod om hele sortimentet: flere designs på forespørgsel.
