En købers rigtige spørgsmål om farve er kort. Når kunden vasker dette, vil det løbe på hendes hvide håndklæde? Vil det falme? Og hvad skriver jeg i specifikationen, så det ikke sker?
Svaret er fastsat længe før tøjet er syet. Det er sat af fiberen, efter den farvestofklasse, der er valgt for den pågældende fiber, og hvor grundigt det overskydende farvestof blev vasket ud bagefter. Alt andet er detaljer.
Fiber bestemmer hvilket farvestof der kan bruges
Et farvestof skal have noget at holde på. Forskellige fibre tilbyder helt forskellig kemi, hvilket er grunden til, at ét farvestof ikke kan tjene dem alle.
- Cellulosefibre — bomuld, linned, viskose. Fiberen bærer hydroxylgrupper. Disse kan fås til at reagere kemisk med et farvestof, som er grundlaget for den bedste vaskeægthed, der findes på bomuld.
- Proteinfibre — silke og uld. Disse bærer amino- og carboxylgrupper, så de opfører sig som et mildt syre-base system. De tager sure farvestoffer, som hovedsageligt holdes af ionisk tiltrækning.
- Polyester — har næsten ingen farvesteder overhovedet og afviser vand. Det er farvet med disperse farvestoffer, som skubbes ind i polymeren ved høj temperatur og derefter fysisk fanget der, når den afkøles.
Dette er grunden til, at et bomuldsfarvestof ikke vil farve polyester, og en silkefarve vil ikke farve bomuld ordentligt. Det er også roden til de fleste blandingsproblemer, længere nede.
Farveklassen bestemmer, hvor godt farven holder
Indenfor en fiber, valget af farvestofklasse er den største enkeltstående håndtag på holdbarhed.
På bomuld, linned og viskose
Reaktive farvestoffer danner en kovalent binding med fiberen. Farvestoffet bliver en del af fiberen, ikke en passager på den. Korrekt påført og ordentligt vasket af, dette giver meget god vaskeægthed, og det er det normale valg for en beklædningsgenstand, der forventes at overleve gentagen hvidvaskning af hjemmet.
Direkte farvestoffer er nemmere og billigere at anvende, men de holdes kun af svage fysiske kræfter. Vandopløseligt farvestof, der sidder på fiberoverfladen, fjernes ved gentagen vask, så farvetab forventes snarere end utilsigtet. Direkte farvning er ikke det rigtige valg til en nuance, du skal holde.
Vat farvestoffer er uopløselige. De reduceres kemisk til en opløselig form, absorberet, derefter oxideret tilbage til den uopløselige form inde i fiberen, hvor de effektivt sidder fast. Vask og lysægthed er generelt stærk.
Indigo er den velkendte undtagelse i den familie. Molekylet er stort og forbliver tæt på garnets overflade — garnets kerne efterlades hvid. Det overfladelag er grunden til, at indigo smitter af, og det er en egenskab ved farvemetoden, ikke en fejl i en bestemt batch.
På silke og uld
Syrefarvestoffer dække en enorm rækkevidde. Nogle er fremragende, nogle er fattige, og opløselighed er en ret grov guide: et meget vandopløseligt syrefarvestof har en tendens til at blive ved med at forlade vandet. Især silke kan se flot ud på bøjlen og skuffe efter vask, fordi bindingen er en tiltrækning snarere end en kemisk reaktion. Vådægthed på silke fortjener særlig opmærksomhed, ikke en antagelse.
Pigmenter, som ikke er farvestoffer
Et pigment har ingen affinitet til nogen fiber. Det er limet til overfladen af en bindefilm. Det er en rigtig og brugbar teknik, men det har én forudsigelig konsekvens: det der sidder på overfladen kan gnides af overfladen. Pigmentfarve knækker mere end farvet farve, og jo dybere nuancen er, jo tykkere er pigmentlaget.
Ufikseret farvestof er grunden til, at den første vask bløder
Ingen farvning fikserer fuldstændigt. Ved reaktiv farvning, noget af farvestoffet reagerer med vand i stedet for med bomulden. Det hydrolyserede farvestof er farvet, det sidder fast i stoffet, og det er ikke bundet til noget. Det vil komme ud — spørgsmålet er bare, om det kommer ud i farveriet eller i kundens maskine.
At fjerne det er opgaven med skylle- og sæbetrinene efter farvning. Det tager flere skylninger, nogle af dem varme, fordi fjernelseshastigheden stiger med temperaturen. At klippe det korte trin er usynligt på farvekortet og tydeligt ved første vask.
Så når en beklædningsgenstand bløder kraftigt én gang og derefter opfører sig, det er næsten altid overskydende ufikseret farvestof, ikke en forkert farvestofklasse. Når det bliver ved med at bløde vask efter vask, farvestofklassen eller fibermatchen er forkert.
Hvor blandinger og flerfarvede stykker går galt
En bomulds- og silkeblanding har brug for to farvestofkemier i ét stof — en til cellulosen, en til proteinet. Hver påføres under forhold, den anden ikke kan lide. Den sædvanlige tilgang er sekventiel: farve en komponent, så den anden.
Risikoen er krydsfarvning. Bomuldsfarvestoffet aflejrer sig på silken, eller silkefarven på bomulden, hvor den ikke har nogen ordentlig binding. Det ligner farve. Det opfører sig som overskydende farvestof. Union nuancer på blandinger bør bedømmes på vådægthed, ikke kun på, om de to fibre matcher i tone.
Den samme logik gælder inde i et enkelt stykke. Et print med hvid bund ved siden af en dyb marineblå, -en en joke med en hvid krop og et mørkt kontrastbånd, et tørklæde med en bleg kant — hver af disse sætter løst farvestof ved siden af en overflade, der viser det. Fejlen er ikke, at flåden falmer. Det er, at det hvide bliver gråblåt.
Alt syet af mere end én farve fortjener det samme spørgsmål: hvad sker der, når disse to er våde sammen?
Gnidning er den fejl, din kunde faktisk vil klage over
Farveoverførsel ved gnidning kaldes crocking. Den er testet tør og våd, og vådt er altid det sværeste resultat.
Dette er klagen, der når et mærkes kundeservice. Mørke bukser på en lys sofa. En dybfarvet taske mod en hvid skjorte. En kaftan, der markerer bærerens hud ved halsudskæringen i varmt vejr. Ingen af disse involverer en vaskemaskine overhovedet.
To ting gør crocking værre, begge forudsigelige:
- Dybde af skygge. En dyb farve har brug for mere farvestof, og mere af det ender nær overfladen. Sort, flåde og dyb rødbrun er de sædvanlige lovovertrædere.
- Farve, der sidder på overfladen ved design. Pigmentprint og indigo gør begge dette.
Et dybt pigmentprint er derfor den sværeste sag i sortimentet, og det er værd at aftale en realistisk våd rub-forventning for det på forhånd i stedet for at opdage antallet efter produktion.
De nuancer, der er sværest at holde
Skygge betyder lige så meget som fiber. Dyb flåde, sort og dyb rød har brug for kraftig farvebelastning, så overskydende farvestof og overfladefarve er begge højere, og både vaske- og gnideresultater har en tendens til at falde. Indigo gnider af natur. Gurkemeje er værd at nævne, fordi den ser så overbevisende ud og holder så dårligt — curcumin sidder på fiberen i stedet for at binde sig ind i den, og den er meget lysfølsom. En gurkemejegul kan synligt mat efter en kort periode udendørs.
Lyse og mellemtoner er nemmere på alle måder.
Mercerisering, og hvorfor det hjælper på farven
Mercerisation behandler bomuld med kaustisk soda. Fiberen svulmer permanent, og dens tværsnit ændrer sig fra en flad, snoet bånd til noget rundere og glattere. To ting følger.
Mere af fiberen bliver tilgængelig for farvning, så optagelsen forbedres markant. En given skyggedybde kan så nås med mindre farvestof — hvilket er nyttigt for hurtigheden, fordi mindre farvestof betyder mindre overskud til at vaske ud. Dybe nuancer bliver også nemmere overhovedet at nå.
Anden, hvis stoffet holdes under spænding under behandlingen, den glattere overflade reflekterer lyset mere jævnt, og stoffet får glans. Merceriseret bomuld ser simpelthen rigere ud i en dyb nuance.
Sådan testes farve, og hvordan resultaterne bedømmes
De vigtigste internationale metoder sidder i ISO 105 serie. Navngiv delen, ikke kun "farveægthed".
Vask
ISO 105-C06 dækker farveægthed over for husholdnings- og kommerciel vask, ved hjælp af et referenceopvaskemiddel. Prøven vaskes med specificerede tilstødende stoffer under indstillede temperaturforhold, alkalinitet og slibende virkning. Den tilbyder enkelte og flere testvarianter, så forholdene skal navngives — et resultat er meningsløst uden dem. ISO 105-C10 er den ældre vaskemetode med sæbe, eller sæbe og sodavand. I det amerikanske system, AATCC TM61 er den accelererede hvidvaskmetode.
Gnidning
ISO 105-X12 er farveægthed over for gnidning. En standard hvid bomuldsklud gnides mod prøven på et crockmeter, tør i en test og våd i en anden, og farvningen på det hvide klæde er graderet. AATCC TM8 er den tilsvarende cropping metode; AATCC TM116 bruger en roterende lodret crockmeter, som er designet til at teste områder, der er for små til standardinstrumentet — nyttig på et lille print motiv.
Lys og sved
ISO 105-B02 vurderer bestandigheden over for kunstigt lys ved hjælp af en xenonbuelampe. ISO 105-E04 dækker sved, i både sur og basisk form, hvilket har betydning for alt, der bæres mod huden i varme.
Læsning af karakterer
Resultater aflæses mod gråskalaer, og dette er den del, der er værd at forstå ordentligt, fordi to forskellige ting bedømmes hver for sig.
- Skift i farve — har selve prøven skiftet? Bedømt på gråskalaen af ISO 105-A02, fra 5 for ingen ændring ned til 1 til alvorlig forandring, med halve skridt imellem.
- Farvning — har farve overført til det hvide stof ved siden af? Bedømt på gråskalaen af ISO 105-A03, igen fra 5 for ingen farvning ned til 1, med halve skridt.
Et enkelt nummer på en rapport er derfor ufuldstændigt. Spørg hvilken det er.
Farvning rapporteres sædvanligvis mod et multifiberstof tilstødende, specificeret i ISO 105-F10. Dette er en vævet strimmel, der indeholder flere forskellige fibre i bånd — bomuld, polyester, polyamid, akryl, uld eller viskose, og et acetat — så en test viser hvilke fibre farvestoffet pletter. Den detalje er direkte nyttig: et farvestof, der pletter polyamidbåndet, fortæller dig, hvad der vil ske med et nylonfor eller et badetøj pakket ved siden af.
Lysægthed er graderet på en helt anden skala. Den bruger blå uldreferencer nummereret et til otte, hvor hvert trin er nogenlunde en fordobling af modstanden. Sammenlign ikke et letægthedstal med en vaskeægthedsgrad; de er ikke i samme skala.
Hvad slutforbrugeren gør ved tøjet
Laboratorieforhold kontrolleres. Husstande er ikke, og forskellen forklarer en andel af klagerne.
- Vask temperatur. Varmere vand fjerner mere farve og flytter den mere frit rundt. Det samme tøj, der er stabilt i køligt vand, kan frigive farvestof i en varm vask.
- Hårdt vand. Calcium og magnesium forstyrrer rengøringsmidler og med de midler, der skal beskytte farven, og kan efterlade aflejringer, der sløver en nuance. Købere, der sælger til hårdtvandsområder, ser flere farveklager for de samme varer.
- Valg af vaskemiddel. Vaskemidler, der er formuleret til hvide, indeholder almindeligvis optiske blegemidler. De er beregnet til at få hvid til at se hvidere ud og er ikke lavet til farvet tøj; over mange vaske modvirker de udseendet af en dyb nuance.
- Tørring i sollys. Direkte sol er en falmende eksponering. Et lysfølsomt farvestof kan hurtigt miste mærkbar lysstyrke på denne måde, og forbrugere i varme lande tørrer som en selvfølge udendørs.
Intet af dette ændrer farvestoffets kemi. Det ændrer, hvor meget af den kemi kunden får at se.
Hvad skal du skrive i din specifikation
Vage krav giver vage resultater. Disse er de punkter, købere almindeligvis aftaler med en leverandør før bulk, og hver enkelt lukker et specifikt hul.
- Nævn testmetoden og dens del. "God farveægthed” er ikke en specifikation. "ISO 105-C06” er, og så er det at navngive betingelserne — temperatur, og enkelt eller flere test.
- Bed om farveskift og farvning som separate kvaliteter. En rapport med kun ét tal fortæller dig halvdelen af historien.
- Spørg efter farvningsresultatet på tværs af multifiberbåndene, ikke som et enkelt gennemsnitstal.
- Bed om tør og våd gnidning separat. Det våde resultat er det, der forudsiger en klage.
- Sæt forventninger skygge for skygge, ikke ét tal for hele rækken. Et blegt print og en dyb marineblå vil ikke levere den samme karakter, og et tæppekrav skrevet til den blege nuance vil blive savnet af flåden. Hvad der er realistisk afhænger af skyggen, farvestofklassen og hvordan tøjet bruges — et tørklæde, der bæres mod en frakke, er en anden sag end en foret jakke.
- Angiv den testede nuance eksplicit. Et resultat på en standard nuance er ikke et resultat på din farve. Især dybe nuancer skal testes på den faktiske produktionsnuance.
- Til ethvert stykke med en hvid eller bleg grund ved siden af en dyb farve, kald det. Spørg specifikt om farvning på den lyse jord.
- Til blandinger, spørg, hvordan de to fibre blev farvet, og behandle vådægthed som acceptpunktet i stedet for at matche nuancen alene.
- Til hudkontakttøj og alt til varme markeder, tilføje sved til listen.
- Til print og dybe taske- eller trimfarver, behandle gnideægthed som det primære kriterium, ikke en sekundær kontrol.
Den nyttige vane er at tænke på fejlen, før stoffet eksisterer. Spørg, hvad kunden vil sætte denne beklædning ved siden af, våd, og specificer den test, der besvarer det spørgsmål.
Udvikling af en dametøjskollektion? Se hvordan vi arbejder som en producent af dametøj i Indien.
Se B2B lookbooks → et glimt af vores seneste kollektioner. Anmod om hele sortimentet: flere designs på forespørgsel.
